Det er ikke ret længe siden at jeg hev fat i kraven på min (verdens fedeste) chef, og fortalte ham at jeg gerne ville gå deltid.
Og hvad er der sket siden hen?
Jeg har nok i gennemsnit arbejdet +45 timer siden jeg spurgte ham.
Hvorfor skete det?
“Livet” kom i vejen.
Jeg er så stor en fortaler for en 4-dages arbejdsuge at jeg for anden gang sagde til direktøren for firmaet at jeg synes virkelig han skulle overveje at præsentere en 4-dages arbejdsuge for hele firmaet.
Han er også verdens sejeste, forøvrigt.
Men sagen er den, der kommer flere og flere deadlines, og folk bliver enten syge eller også kommer deres liv i vejen, hvilket så har resulteret i mine mange timer.
Udover det prioritere jeg det at få trænet 3-4 gange om ugen sindssygt højt.
Jeg vil vove at påstå at jeg er mindst 10 % gladere når jeg får trænet, og det påvirker bare alle andre aspekter i mit liv når jeg får det gjort.
(Fx som at få skrevet her)
Også det blev der sat en kæp i hjulet på, da jeg blev testet positiv med corona.
Uanset hvor mange gode intentioner man har med sit liv, så sker der bare ting der slår dem ud af kurs.
Min pointe er at det er skide vigtigt at man for det første prøver at skubbe sit liv i den retning man gerne vil.
Og for det andet, skal man ikke overanalysere eller få ondt af sig selv, når alt ikke går som planlagt.
Ting sker og lad vær med at fokuser på alt muligt der er ude af din kontrol.
Det svært! Men en vigtig øvelse.
Og helt ærligt.
Det ville sku da også være for kedeligt hvis alt bare skete lige præcis som man gerne ville have det.