Jacob investerede i aktier og gik på pension som 33-årig: – Det er primitivt at fremstille samfundet som en pligt til, at alle arbejder

Fornyligt blev Jacob Lund Fisker interviewet hos AvisenDanmark.

Ligesom med gode film, barberer journalister gerne lange interviews ned til essensen, og putter en betalings væg på.

Suk.

Men sådan ruller vi ikke her.

Jacob har nemlig fået grønt lys til at udgive alt ved han skrev til journalisten (4500 ord), og spurgte mig (Loui) om den ikke skulle publiceres her på bloggen.

Det kan man jo ikke sige nej til

Så without further ado, her er “editors cut” fra den nyeste artikel fra Jacob Lund Fisker.

Helt uden at det koster dig en bøjet fem-ører.

God fornøjelse.

Du har startet livsfilosofien ERE – Hvorfor?

Du har sikkert hørt om Earth Overshoot Day, som i 2022 falder den 28 Juli. Hvis ikke, så læs venligst den her først her.

Så giver det følgende meget mere mening.

Jeg var på godt jysk rimelig chokeret, da jeg først forstod implikationerne af overshoot problematikken tilbage i 2000. Jeg var på det tidspunkt i gang med et PhD studie som astrofysiker og det krævede ikke den store fysiker at regne ud, hvor stor min personlige ansvarlighed af den bæredygtige ressource kage var.

Det var der, det hele startede for mig.

Simpel gymnasie udregning: 28 Juli er 209 dage inde ud af 365. Verdens GDP ligger omkring 95.000 milliarder dollars.

Der er 7.9 milliarder mennesker i verden.

Så hvis etikken er at dele kagen ligeligt uden at køre jorden i sænk, så er der til hver person 95000/7.9/(365/209)=$6.680/år/person eller ca 45.000 kr pr år til forbrug.

Det i øvrigt er et resultat, der har ligget ret stabilt de sidste 20 år.

Min første impuls var ikke at holde en plakat i vejret og snakke om vindmøller og fremtidige elbiler og hvad “vi bør gøre” og hvordan “there’s still hope, if only we start now”, men hvad man hver især selv kan tage ansvar for og gøre lige her og nu.

Overshoot er et kæmpe problem for fremtidige generationer og ændringer starter altid med individuelle initiativer før de fleste forstår behovet for brede skift. Situationen er allerede ret elendig for dem, der syr vores fast-fashion, eller arbejder i fabrikkerne og lithium minerne hvor vi eksporterer vores forurening til og importerer vores elbil batterier og billige varer fra. Ikke bare fysisk men også etisk. Vi lever allerede på andres bekostning, selvom det er let at ignorere når det mest går ud over folk langt væk eller engang i fremtiden.

Men de fleste, inklusive mig, voksede op i en brug og smid væk vækstkultur hvor livskvalitet handler om at tjene flere penge og købe flere ting, og hvis man ikke kan det, så er kan man altid hente noget velfærd på kommunekontoret.

Fedt nok, men hvad med resten af verden?

Hvad med fremtiden?

Hvorfor bliver der ikke gjort nok?

Fordi folk simpelthen ikke kender til andre måder at leve på end forbrugskulturen og derfor har svært ved at realisere en omstilling rent praktisk.

Disse overvejelser udviklede sig hurtigt til et 20+ årigt personligt forskningsprojekt i individuelle alternative løsninger til vores forbrugskultur.

Er det muligt at leve godt for et dansk SU budget og samtidigt finde en anden definition af livskvalitet end at tjene mange penge, fylde sit hus med dallevalleting, brænde sine feriepengene af på billige flyrejser så man kan poste billeder på insta facetteret, betale sin skat, og forlade sig på kommunal velfærd, hvis det går galt?

Efter mange år og mange hundrede eksempler på folk der har skiftet deres liv om mener jeg at svaret er ja.

Men et robust alternativt kræver en helt anden tilgang til hvad livskvalitet betyder både FILOSOFISK, PRAKTISK, og MORALSK.

Og det var så sådan ERE blev til som et bæredygtigt alternativ til den forbrugerkultur de fleste danskere lever i eller stræber efter.

Kan du i få ord forklare, hvad ERE går ud på, og hvordan det eks. adskiller sig fra FIRE?

Vi snakker om et skift mellem tre forskellige paradigmer:

• Normal kulturen
• FIRE
• ERE

Jeg vil gerne pointere at jeg ikke insisterer på at trække ting ned over hovedet på folk og sige at folk har pligt til at leve på den eller eller den anden måde. Vi bor i et frit land, hvor vi selv kan bestemme inden for de demokratiske rammer, der er givet.

Mit mål er at præsentere nogle alternativer så folk selv kan vælge hvis de vil. Ikke at sige hvad folk skal eller bør gøre. Hvis folk vil have ting, så kan de det. Hvis de vil have tid, så er der også en FIRE løsning på det. Og hvis de vil have tid og være bæredygtige, så er der ERE.

1. Normalen i Danmarks forbrugskultur er at penge ikke er noget man snakker højt om. Der undervises (i hvert fald i min tid) ikke om økonomi i skolen og forældre involverede heller ikke deres børn i privatøkonomien. I stedet trænes folk i videns/IT/service samfundet allerede fra 6 års alderen til at sidde foran en skærm og trykke på nogle knapper 37 timer ugen mod en fast lønseddel. Banken lægger så et budget, der bestemmer størrelsen på ens hus, bil, og hvor mange “lommepenge” man har tilbage til rejser, cafe besøg, og dalle valle ting. Forventningen er at man forbliver på sin pind (eller skifter til en lignende pind med tilsvarende skærm og tryk-knapper) indtil man bliver 66 eller 76 eller hvad pensionsalderen efterhånden er oppe på. Livskvalitet defineres som størrelsen på ens forbrug.
   
2. FIRE handler om at forstå hvordan penge styrer folks rolle i samfundet. Så det bryder nogle tabuer ved at snakke højt om noget samfundet normalt bare lader banken eller tilfældighederne styre! FIRE definerer livskvalitet i forhold til hvor meget tid og frihed man har. FIRE introducerer også ideen om at tjene penge ved at investere i stedet for at arbejde. Begge koncepter introducerer et temmelig radikalt paradigmeskift væk fra lønarbejde! FIRE fokuserer på at øge sin opsparing for at skabe tid og frihed. Hvor er det bedst at investere? Hvem giver de højeste renter? Hvor findes det bedste bil eller hus lån? Hvordan lægger jeg selv mit budget hvis jeg prioriterer tid over ting. Hvad hvis jeg øger min opsparing fra 10-20% til 50% eller 75%?
   
3. ERE følger renæssancemenneske idealet om at livskvalitet handler om at opnå en bred række af kompetencer til at skabe et mere balanceret og interessant liv. Disse kompetencer kombineres systemteoretisk hvilket muliggører en lang række kreative løsninger, som folk normalt betaler [alt for meget] for. I ERE betragtes pengeforbrug som en mangel på kreativitet. Det handler ikke bare om gør-det-selv, hvilket typisk er en ren teknisk kompetence, men også gør-for-andre, så ERE inkluderer også sociale, økonomiske, økologiske, tekniske, intellektuelle, og emotionelle kompetencer. Så det handler ikke bare om finansiel frihed men også andre friheder til at åbne muligheder udover job, ting, cafe, og rejser. Se https://www.getrichslowly.org/early-retirement-extreme/

Vi kan sammenligne 1 med gymnasiet, 2 med en bacheloruddannelse, og 3 med en forskeruddannelse. Normalt er der en progression fra 1 til 2 til 3. Dvs at folk springer normalt ikke direkte fra 1 til 3 uden at forstå penge først.

Når jeg “snakker med offentligheden” kommer samtalen derfor typisk til at handle om FIRE og penge begreber, og ikke så meget om den bredere del af ERE, som de fleste forbrugere ofte fejlfortolker som at “leve på en sten” fordi de fleste desværre stadig definerer livskvalitet i forhold til hvor meget de har råd til at forbruge.  

Folk opdager typisk ERE efter de allerede er bekendt med FIRE og begynder at tænke på de muligheder man ikke kan købe for penge men som kræver at man selv udvikler nye personlige kompetencer. F.eks at blive besætningsmedlem i en regatta og sejle om kap på Stillehavet, reparere cykler for et kvindehjem, fægte med sværd, løse ligninger i enzymforskning, dyrke friske grønsager 5 meter væk fra spisebordet, bygge møbler og mekaniske ure fordi det passer og fordi man kan, arbejde på børsen og med klima organisationer, osv. Ting der gør at livet udenfor arbejdsmarkedet ikke bliver kedeligt.

Hvornår begyndte du selv at investere?

Tjah, svaret har nok mest historisk interesse, men okay…

Jeg har efterhånden 18 års erfaring som aktiv investor, hvilket inkluderer 3 år i et amerikansk børs firma, hvor jeg endte med at undervise nyansatte i at lave modeller for markedet.

Jeg er 100% selvlært.

Jeg købte min først aktie i 2004 og min f0rste obligation i 2005. Takket være min skolegang (matematisk gymnasium årgang 1994 med højniveau i matematik, fysik, og engelsk) vidst jeg indledningsvist ikke en klap om økonomi og finans. Mea culpa! So much for såkaldt “almendannelse”.

Jeg havde endda den arrogante, forfærdelig naive, og forudindtagede holdning at pengesager og økonomi ikke var noget en fremtidig fysiker burde tænke over og at aktier var ren gambling. Totalt uforberedt. Det er rent praktisk noget nemmere for folk i dag at træffe forholdsvist intelligente valg i dag end for 20 år siden. Just google!

Mit indledende mål var dengang at undgå et lån og i stedet spare op til at købe mit første hus kontant. Selvom jeg i dag har en mere nuanceret holdning virkede det dengang naivt set tosset låne for at købe et hus, fordi det jo over de 30 år nærmest ville koste det dobbelte i renter:

“Vi ska’ ik’ ha’ no’et ‘å kredit. Hvis vi ska’ køv’ no’et, så bliv’ det ‘å kontant!”

Så min opsparing stod i starten på en bankkonto og samlede renter til 2% (dengang var renten stadig positiv) fordi jeg simpelthen ikke vidste bedre og heller ikke vidste hvor meget jeg ikke vidste.

Da jeg efter 4 år med ultralavt ERE-style forbrug havde sparet en næsten halv million kroner op af mit phd stipendium i Schweiz på ca 135000 kr om året efter skat, blev det mere og mere klart at jeg var nødt til at forstå penge og økonomi bedre for at placere min voksende formue på en ansvarlig måde.

Med så mange penge på spil virkede det forsvarligt og ansvarligt at forstå hvordan trafikken i den finansielle verden virker ligemeget om man figurativt tager bussen eller kører selv. Det mener jeg stadig. Jeg endte med at køre selv.

Dengang kunne man ikke bare google “en simpel guide til finansiel uafhængighed” online; det fandtes ikke endnu. Så jeg begyndte at læse bøger om investering. Mange bøger! I min fritid sad jeg med næsen begravet i første års pensum fra handelshøjskolen og forskellige bøger om investering.

Så som fysiker byggede jeg min forståelse helt fra bunden. Det startede med at skrive et computerprogram i fortran90! (Et ældgammelt programmeringssprog som stadig benyttes i fysik, fordi det er godt til formler.)

Ved at dreje på variabler som indtjening, forbrug og forrentning blev det hurtigt klart at der var stor forskel om man fik 2% og 3% eller 4%’s forrentning.  

Men som fysiker havde jeg ikke nogen forudindtagelser om at maksimere livskvalitet udelukkende efter forbrug. Derfor udregnede jeg simpelthen grafer for alle disse kombinationer som beskrevet i kapitel 7 min bog. Graferne viser at tid ikke kostede en formue, som ellers tidligere antaget—dengang troede man stadig af finansiel uafhængighed var forbeholdt mangemillionærer, men det viste sig simpelthen kun af være afhængig af forholdet mellem ens forbrug og ens indkomst.

I dag er det forholdsvist åbenlyst, men for 10 år siden var matematikken  stadig noget hverken bankrådgivere og økonomer havde ret meget erfaring med udover situationer/paradigmer hvor det handlede om maksimalt forbrug. Jeg viste matematisk at finansiel frihed udelukkende afhænger af hvor meget man sparer i forhold til ens personlige forbrug. At der var flere paradigmer. 50% betyder at man er fri efter 17 år. 80% efter 5 år. 20% efter 37 år. 10% efter 51 år. I dag kan man hente den info gennem en app. For ti år siden var det rent voodoo magi.

Hvad var dit mål med det?

Primært ideen om at man kan tjene penge ved at investere penge for tid i stedet for at brænde dem af på ting og oplevelser. Det var et meget revolutionerende paradigmeskift for en som mig, der var vokset op i troen om at arbejde var både svaret på alt og ens pligt og at livet handlede om at finde ens “passion” på arbejdsmarkedet, hvilket for de fleste over 30 efterhånden virker mere og mere naivt.  

Normalsamfundet handler om at bytte tid for penge. Med 200 kr i timen er 10 timer er lig 2.000 kroner og så er endnu en dag gæt. Fint nok, men vi lever ikke evigt.

Når man investerer ændrer kalkylen sig fra arbejdstid til opsparing og indsigt. Hvis man har sparet 500.000 kr og bruger 10 timer om året på at gå fra 2% til 3%, så snakker vi pludselig om 500 kr i timen. Regn selv efter.  

Og hvis man har 5 millioner, så giver samme udregning 5000 kr i timen med samme tidsforbrug. Og hvis man kan gå fra 2% til 4% på samme tid, så snakker vi om 10000 kr i timen.

Så det skifter fra hvor mange timer man arbejder til en kombination/trade-off mellem opsparing og markedsindsigt. Indsigt er for det meste en engangsudgift i studietid, som ikke kræver det store i vedligeholdelse. Opsparing er omvendt proportionalt med ens forbrug. *Mind blown* Der var muligheder!

Så målet var at bruge min opsparing på at skabe et alternativ til lønindkomst. Det var ikke et alternativ, jeg tidligere havde forestillet mig, da jeg startede mit projekt i 2000.

Kan du lide hvad du læser?

Alt på siden er gange gratis, men nu har du mulighed for at støtte mit skriveri ved at donere en virtuel øl til mig!

Det kan du gøre her 🍺

Hvorfor er det vigtigt for dig at være økonomisk uafhængig?

Det var en ret vild fornemmelse den første dag jeg som 30 årig gik (bogstaveligt talt) på arbejde som finansiel uafhængig og vide at jeg fremover per definition arbejder af lyst og ikke behov eller desperation. Jeg følte mig ret let på fødderne.

Jeg kan huske at min chef senere forsøgte at presse mig ind i noget “så jeg havde råd til et stort hus, bil, osv.” Jeg kunne kun smile, nikke, og ellers ignorere rådet. Mit networth var sandsynligvis allerede dengang en del højere end hans. Min chef var stadig lønslave. Jeg havde allerede købt min frihed.

Idag kan jeg slet ikke forestille mig ikke at være finansielt uafhængig. Finansiel uafhængighed burde helt ærligt være en almindelig del af blive voksen på samme måde som det at blive færdig med sin uddannelse. Det er det næste trin.

Hvad betød det for dig at kunne gå på pension som 33-årig?

På det sidste sted jeg arbejdede, et nationalt laboratorium, var der en intro-uge, hvor en af topcheferne var inviteret med til at holde en lille inspirations tale. Det viste sig at han selv startede som forsker, så jeg spurgte ham hvordan han skiftede retning væk fra forskning. Svar: “I wanted to work on things that were interesting to more than 5 other people in the world.” Jeg tror ikke han vidste, at jeg var en af hans nyansatte forskere, men det satte nogle spirer. Jeg takker mange gange.

Jeg startede min blog i 2007 og havde tidligere haft en populær hjemmeside om energiressourcer og bæredygtighed siden 2001. Det var ret klart at folk var langt mere interesseret i ERE end i mikroskopiske detaljer om neutronstjerner (min specialisering som arbejdsmyre).

Det blev derfor sværere og sværere for mig at holde interessen for stjernerne og facaden som fysiker i gang.

Efter mange lange bange diskussioner med min kone besluttede vi at det var økonomisk forsvarligt for mig at trække stikket på stjernerne og koncentrere mig om at hjælpe andre mennesker til en bedre forståelse af ERE.

Jeg vil i den forbindelse ikke sige at min uddannelse i fysik på nogen måde var spildt. I stedet gjorde den det muligt at stille spørgsmål ved antagelsen om forbrug maksimering som stort set alle økonomer har taget for givet i næsten hundrede år. Der er stadig en rolle for fysikere uden for fysik: Kreative løsninger på irriterende spørgsmål.

Hvad tænker du om, at standarden for danskerne er en 37-timers arbejdsuge?

I 1930 skrev Keynes en artikel kaldet “Economic Possibilities for our Grandchildren”, hvor han forudså at produktiviteten over de næste 100 år ville stige så meget at folk kun ville behøve at arbejde en enkelt dag om ugen; at folks moral derfor langsomt ville ændre sig så livet ikke længere om handlede om økonomisk gevinst og øget forbrug. Hmmm…

Se artiklen her.

Jeg tror at danskere kunne arbejde langt mindre og have samme livskvalitet hvis flere lærer at omprioritere fra forbrug, penge, og arbejdsmarkedet.

Realistisk set er det dog desværre også nok noget de fleste kommer til at lære på den hårde måde via corona, mangel på gas, eller tomme hylder i supermarkedet.

Mange danskere ender med 30-årige realkreditlån. Hvilken situation sætter det folk i?

Jeg ser det som en moderne version af stavnsbåndet. En slags gyldne lænker hvor folk frivilligt binder sig til sin indkomst i stedet for sin stavn fordi de ikke har andre måder at betale af på et lån de sagde ja til for 5-10-20 år siden. De samme gamle former i nye klæder.

Plus ca change, plus c’est la meme chose.

Jo mere samfundet ændre sig, jo mere forbliver det det samme.

Har du oplevet en udvikling i, hvordan omverdenen ser på ERE og økonomisk uafhængighed?

Der er meget mere udbredt forståelse i samfundet i 2022 end der var i 2012. FIRE har gennemgæt en process ala:

“First they ignore you, then they laugh at you, then they fight you, then you win”.

I 2022 er vi tæt på at FIRE og ERE har vundet både som accepteret koncept og hvor mange, der “dyrker” principperne.

Jeg anskyder at cirka 0.5% af befolkningen allerede bevidst søger FIRE i en eller anden form. Det svarer til ca 30000 danskere eller 1-2 millioner amerikanere. (Den største reddit gruppe om FIRE har 1.2 millioner medlemmer!)

I modsætning til 2012 forstår bankrådgivere og økonomer, hvordan principperne om høje opsparingsrater virker. Der er endda finansielle institutioner, der specifikt markedsfører sig til “FIRE”-folket.

Så vidt så godt.

Oplevede du en stigende eller faldende interesse for ERE og økonomisk uafhængighed under corona og nu?

På mit forum har vi både FIRE folk, der primært fokuserer på at optimere deres pengesager, og ERE folk, der hele tiden systematisk prøver at lære nye ting, som de kan integrere i deres liv og blive endnu mere resource-efficiente.

Under nedlukningerne var der mange FIRE folk, der fik øjnene op for hvor afhængige de var af løse deres problemer med penge og hvor lidt penge var værd, når butikkerne var lukket.

ERE folket cruisede tilgengæld lige igennem nedlukningerne, da man i ERE er vandt til at finde alternative løsninger. Vi købte f.eks tidligere vores tortilla færdiglavet, men da alt var lukket, snedkererede jeg en tortilla presse i værkstedet, og min kone lærte at bage dem. Grønsagerne henter vi i baghaven. Så vi havde hurtigt en kreativ løsning, der ikke krævede penge, mens FIRE-folk og forbrugere i stedet måtte leve af cornflakes og frosne pizzaer indtil butikkerne åbnede op igen.

Men man husker også hvordan der gik den store kagedyst i hjemmebageriet på folkelig basis. Så mange fik hurtigt øjnene op for hvor meget de faktisk kunne selv. Så for mange på ERE forummet forblev livskvaliteten den samme eller steg lidt mens udgifterne raslede ned efterhånden som folk endelig begyndte at lære og dyrke forskellige egne kompetencer. Hjemmebagt er bedre end pose brød. Det er smart at kunne fikse en stoppet køkkenvask selv på en søndag i stedet for at vente på VVS-manden.

Hvad er dit networth i dag? (Er du stadig dollarmillionær?)

Min personlige formue ligger lige over $1M.

Kan du stadig, hvis du vil, undlade at arbejde resten af livet, nu hvor aktierne er faldet i 2022?

Jeg lever af udbyttet (dividender) og mine aktier er ret konservativt investeret så udbyttet er mere sikkert end markeds gennemsnittet. Selv hvis udbyttet skulle falde, så er udbetalingen over 3x så stort som mit forbrug, så det kan falde ret meget uden personlige problemer. C’est la vie.

Penge og andre ressourcer er ikke vigtige, sålænge der er nok. Lidt ligesom ilt i luften eller postevand i hanen. Ikke noget man tænker over, men heller ikke noget man gladeligt spilder bare fordi det er der.

Sandsynligvis behøver jeg ikke aldrig lønseddel igen, så jeg arbejder nu gratis efter interesse og behov.

ERE handler primært om at udvikle en resilient tilgang til det 21ende århundrede, hvilket betyder at man ikke kun forlader sig på hvordan det går med aktiemarkedet.

Det handler også om hvordan det går med køkkenhaven og ens madforsyning? Ens værksted og tekniske løsninger?

Ens videregående uddannelse og nye ideer?

Personlig stress og “inner work”?

Ens helbred og om man holder sig i form?

Hvor meget man har i fryseren eller på hylden (vi har 3-6 måneders mad i forrådet)?

Hvordan det går med ens naboer (vi snakker og holder øje med hinanden)?

Osv…

Føler du, at du lever op til den pligtetik vores samfund bygger på (at alle yder deres på arbejdsmarkedet)?

Det er lidt primitivt at fremstille samfundet som en pligt til at alle arbejder. Vi bor heldigvis i et frit land og ikke i Sovjetunionen. 🙂

For det første har jeg allerede ydet en del timer på arbejdsmarkedet. Som forsker gav jeg typisk 80-100 timer om ugen foran computeren. Jeg kom ikke sovende til min opsparing. Finansiel uafhængighed er ikke gratis. Det kræver en del arbejde+opsparing at nå målet.  

For det andet bor vi i et kapitalistisk samfund, hvor nogle bidrager med arbejdstid og tjener lønindkomst, mens andre bidrager med deres opsparing i form af investeringer i firmaer og ejendom og tjener formueindkomst. Der betales skat af begge dele.

For det tredje kan man også bidrage til samfundet udenfor arbejdsmarkedet. En forælder, der passer sine egne børn, bidrager jo også til samfundet selvom der ikke er en lønseddel forbundet med det. Jeg har hjælper f.eks folk med at forstå deres økonomi uden at tage mig betalt for det.

Hvis mange eller alle gør som dig og lader sig pensionere som 33-årige, hvordan skal vi så kunne opretholde vores velfærdssamfund med sygehusvæsen, uddannelser og plejehjem?

Diverse væsner overlever nok. Vi betaler jo stadig skat og forsikring selvom vi ikke arbejder.

(Hint: Meget tyder på at mange stadig ikke er helt klar på at man også betaler skat af kapitalindkomst?)

Jeg vil også gerne skubbe lidt imod ideen om at velfærd udelukkende er en service, man henter på kommunen. Velfærd er også at hjælpe en ældre nabo med at skovle sne, læse, skrive, og forklare, hjælpe børn med lektier, lave sundere mad og motionere, dyrke grønsager, snakke med en deprimeret ven, hjælpe folk med at få bedre styr på deres privatøkonomi, osv.

Jeg tror samfundet ville være bedre hvis vi var bedre til at passe på os selv og hinanden og løse flere problemer i opløbet i stedet for at lade dem komme ud på et niveau hvor det kræver institutioner og sagsbehandlere, fordi vi havde for travlt med at tjene penge til at hjælpe os selv eller hinanden.

Du skriver, at økonomisk uafhængige også bidrager med skat osv. Men du er jo selv flyttet til Chicago, så hvordan bidrager du til den danske statskasse, som har betalt din uddannelse osv?

Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med de fleste lande (inkl USA), hvilket betyder at jeg ligesom andre udlandsdanskere betaler skat i det land jeg bor i. Så i stedet for at bidrage til den danske statskasse bidrager jeg til den amerikanske statskasse (og den Schweiziske, da jeg boede i Schweiz). Tilsvarende betaler Amerikanere og Schweizere, der er flyttet til Danmark til den danske statskasse, selvom de IKKE har fået deres uddannelse i Danmark.

Er det en fordel for den måde vores samfund er skruet sammen på, at eksempelvis sygeplejersker, som oplever et presset arbejdsmiljø, føler sig tvunget til at fortsætte, fordi familiens økonomi ellers ikke kan hænge sammen?

Nej, jeg mener det er en stor ulempe, når folk sætter sig for hårdt og bliver afhængige af deres lønseddel. Stress og søvnløse nætter. Det går ikke bare ud over dem selv, men også patienter og klienter og kunder; og  familie, venner og bekendte.

Helt kynisk kan man jo godt sige at samfundet er skruet sammen på en måde, der putter flest mulige i arbejde, hvilket ikke altid er til det gode. En sygeplejerske, der går ned med stress, giver f.eks arbejde til både en sagsbehandler, en psykolog, og en daginstitution, hvilket øger både beskæftigelsen og bruttonationalproduktet. Men det er svært at argumentere at stress er godt for samfundet.

På mit forum har vi både læger og sygeplejersker. Jeg kender mindst to tilfælde hvor finansiel uafhængighed reddede dem fra at gå ned med stress. De sagde simpelthen op. Efter en pause forhandlede de sig til mere rimelige arbejdsvilkår.

Hvad vil der ske, hvis flere får økonomisk frihed til selv at vælge, hvor meget de vil arbejde?

En af fordelene ved at ERE har kørt på i 15 år er at der efterhånden er  mange eksempler på hvad der sker. Der sker typisk en af to ting. Filosofisk skelner man mellem positiv frihed (frihed til at gøre det man vil) og negativ frihed (frihed fra at gøre det man ikke vil).

Dem, der søger FIRE pga negativ frihed, dvs for at slippe for arbejde, ender typisk inde foran fjernsynet og er tilbage på arbejdsmarkedet efter et par år. De mangler simpelt intern motivation til at definere deres egen struktur og mål, der ligger udover typisk rekreation. Men man kan ikke bruge al sin tid på rejser og cafebesøg. For dem er FIRE en tiltrængt sabbat og fint nok med det.

Dem, der søger FIRE pga positiv frihed, dvs fordi de gerne vil bruge deres liv på noget andet end et 37-timers job. Her handler det typisk om nye interesser på fuld tid. F.eks at blive kunstner eller fitnessinstruktør. Jeg kender en der tog kaptajn licens (eller hvad det nu hedder på dansk) til en 100-tons skonnert (fire master). En tidligere ingeniør bruger sin tid på at designe 3D printer komponenter til at reparere brug-og-smid væk ting og giver planerne væk på nettet. Jeg bruger min tid på lære folk om ERE. Jeg modtager mange mange flere takkebreve om hvordan jeg har ændret nogens liv med ERE end jeg nogensinde gjorde som astrofysiker 😀

Hvordan tænker du, det vil ændre vores samfund?

Jo flere der ikke længere følger brug og smid væk princippet, jo mere vil verden og samfundet ændre sig i en mere bæredygtig retning. Vi vil for eksempel ikke være så afhængig af Russisk gas eller t-shirts fra Malaysia. Jeg tror dog ikke de fleste er klar til at ændre deres forbrugsmønstre før de bliver tvunget af omstændighederne. Husk at der stadig kun er omkring 0.5% af befolkningen, der har taget initiativet til at tage kontrollen over deres penge tilbage og forholdsvis færre, der også søger at leve med et bæredygtigt forbrug (under 45000 kr/person/år), selvom problemerne med klima, gas, osv har været kendt i over 50 år. Vi lever stadig alle efter forbrugersamfundets parametre. “It is what it is.”

En måde at tænke på hvad der kunne ske, når mange (f.eks 20-30% af befolkningen) følger efter, er at se på hvad der skete efter corona-nedlukningerne mht til hjemmearbejde. Mange mennesker og også en del virksomheder indså at folk kunne arbejde hjemmefra og at det gav dem mere fleksibilitet i hverdagen. Dem med to indkomster og børn begyndte endda at stille spørgsmål ved ideen om at have to indkomster, fordi de fandt ud af at reducere deres pengespild og lærte at klare sig med en indkomst så den anden kunne blive hjemme og lave noget mere interessant. Så nu snakker man i USA om “The Great Resignation” hvor folk stiller større krav til deres arbejde og hvor nogle holder helt op. Det var en process, der rykkede arbejdsmarkedet rimeligt hurtigt. Folk har haft nogle behov (burnout, stress, mangel på tid, osv), som den gamle struktur havde holdt tilbage, men da folk endelig fik muligheden gik det meget hurtigt med ændringerne.